Mindst fire yderligere bjergbestigere er blevet fundet døde på Mount Everest, hvilket bringer det samlede dødstal for de seneste dage op på otte.

Det skriver Himalayan Times.

De fire døde blev fundet i Camp IV af såkaldte Sherpaer, der er kendt som rejseførerne for bjergbestigere. Målet var at bringe liget af en slovakisk bjergbestiger ned af bjerget, da man fandt de fire liggende inde i et telt.

Der er tale om to nepalesere og to udlændinge, men man har endnu ikke sat navn på, oplyser direktøren for ekspeditionsfirmaet Seven Summit Treks, Mingma Sherpa.

Kilder fortæller til avisen, at man mistede kontakten til fire personer i søndags.

Bekymret familie i kontakt med Rasmus
De mange dødsfald sker samtidig med, at 27-årige danske Rasmus Kragh forsøger at bestige verdens højeste bjerg helt alene og uden kunstig ilt.

Mandag aften kunne han dog meddele, at han var blevet nødt til at vende om kort før toppen. Og tirsdag sendte hans familie så hjælp ud efter den danske bjergbestiger, da de havde haft en urovækkende samtale med ham.

- Rasmus ringede til middag, lokal tid, hvor det blev klart, at han fortsat lå i sit telt i 7700 m. Hans tale var utydelig, og han virkede udmattet, skrev kæresten på den danske klatrers facebookside.

- Rasmus ligger alene i campen og har ingen mulighed for at få vand eller mad. Hans mor og jeg er bekymret over hans tilstand, som vi vurderer værende kritisk, og har derfor besluttet at sende hjælp, skrev hans kæreste på Facebook.

Sent i aftes har familien så været i kontakt med Rasmus over sms fremgår det af facebook-siden. Her skriver han, at han 'ringer i morgen' (onsdag red.). Familien ved ikke mere, men 'tager alle livstegn som godt nyt'. 

Otte døde på få dage
I weekenden er fire andre bjergbestigere døde.

Mandag blev liget af en indisk klatrer ved navn Ravi Kumar fundet på bjerget.

En amerikaner og en slovak forsvandt søndag i den såkaldte "dødszone", der starter i 8000 meters højde.

Grunden til det makabre navn er, at luften i den højde indeholder så lidt ilt, at bliver meget svært at trække vejret.

En 54-årig australier blev ligeledes ramt af højdesyge, da han var på vej ned af bjerget efter at have nået toppen, og har mistet livet.

Flyder med lig: Derfor er det så farligt at bestige Mount Everest